mandag den 17. marts 2008

Film med skitserne fra arkitekten

tirsdag den 11. marts 2008

Status på byggepladsen



Nedrivningen af sydtribunen er påbegyndt. Under forårssæsonen sår den østlige del af sydtribunen under genopbygning. Nedrivningen er allerede godt under vejs. Når nedbrydningen af nuværende byggefelt er fuldført påbegyndes nedbrydning af asfalt, og udgravning til kælder ved den fremtidige ankomstbygning.

tirsdag den 4. marts 2008

En festdag på Blue Water Arena


Klokken var nøjagtig 15 mandag den 3. marts 2008, da Komatsu-gravkoen satte tænderne i den sydlige mur på Blue Water Arena og dermed markerede den symbolske begyndelse på det projekt til 105 mio. kr., som i løbet af godt et år vil færdiggøre Esbjergs fodboldstadion.
Det velvoksne spadestik blev overværet af en pæn skare af EfB'ere, borgere, politikere, byggefolk og andre interesserede, og da borgmester Johnny Søtrup havde ført håndtaget på den gule Komatsu PC 210 LC fra Davidsen Partnere, sagde han:

- Det var en festdag, da vinderprojektet blev offentliggjort i januar, og det er sandelig også en festdag i dag, for det er projekttid, og byggeriet er klar til at gå i gang. Det er også med et stænk af vemod at vælte en mur, der har stået i 50 år. Jeg har selv som dreng stået på stadion og set fodbold. Men det er ikke spor for tidligt, for faciliteterne er ikke tidssvarende længere, og det råder vi bod på ved at sætte byggeriet i gang i dag, sagde Johnny Søtrup.

Formanden for EfB Elite A/S, Jørgen L. Jensen, kunne godt genkende de blandede følelser, men også han foretrak at se fremad og glæde sig til, at Esbjerg nu endelig får et stadion af høj klasse.

- Der er en fantastisk interesse for dette store projekt. Vi havde vel ikke turdet håbe på, at der ville komme så mange i dag, men det illustrerer blot, at vi om 12-13 måneder står med et fantastisk stadion. Det er en stor dag, og den er et led i mange etaper, som afsluttes med brandkamp på et nyt stadion til foråret. Jeg ønsker alle et godt byggeprojekt, sagde Jørgen L. Jensen.

Entreprenørvirksomheden Davidsen Partnere A/S byggede for få år siden Tage Sørensen Tribunen og har siden glædet sig til at få lov til at gøre Blue Water Arena helt færdigt.

- Da denne tribune var færdig, var teamet besat af at komme videre, for det var en naturlig sag at fortsætte. Det tog da heller ikke mange sekunder for det gamle hold at være klar til anden halvleg. Vi står over for en krævende opgave: Et år - så skal der spilles kamp igen. Vi får brug for et rigtig godt samarbejde med alle, sagde direktør Johannes Bie, Davidsen Partnere.

På billedet ses fra venstre Johannes Bie fra Davidsen Partnere, Palle Kristensen, Jørgen L. Jensen og John Andersen fra EfB Elite A/S samt borgmester Johnny Søtrup.